ESBEN WEILE KJÆR "ESKAPISME"

I starten af 2014 debuterede Esben Weile Kjær med essaysamlingen "Eskapisme" på I DO ART Books. Udover at være i tæt samarbejde med Esben hele vej igennem bogens tilblivelse, stod vi for hele den fysiske udformning; format, layout, grafisk design, processen med tryk samt distribution. Med forfatterens egne ord, rummer bogen "fjorten flygtige fortællinger og lommepoesi med høj promille," og vi mente, at et mere klassisk udtryk i forhold til den fysiske fremtoning ville sikre en oplevelse hos læseren af at få noget særligt i hænderne. Bogen er indbundet i mørkeblåt lærred som en reference til det natteliv, som Esben skildrer, læsesnoren henviser til dagbogsformatet og valget om at præge forsiden med bladguld kontrasterer den flugt, der beskrives i Eskapisme. En række flygtige øjebliksbilleder bliver her gemt for eftertiden i et materiale der, ligesom med guld, kan bevares for evigt.